Hver gang en stor virksomhed viser sig udsat for massiv svindel, groft vildledende regnskaber eller uventet konkurs rejses der hurtigt spørgsmålet: ”Hvor var revisor henne?”
Når sådanne begivenheder indtræder midt i aktiemarkeds kriser, for slet ikke at tale om midt i den nuværende Finanskrise er der tale om forhold som giver enhver ledelse i revisionsfirmaerne søvnløse nætter.
Med den seneste uges begivenheder er der rigtig god grund til at ligge vågen…
Det så ellers så lovende ud. EU har fremsat forslag(1) til medlemslandene om at indføre lovgivning der begrænser revisionsfirmaers ansvar. Nu skal revisorerne i EU have et ” subsidiært og proportionelt ansvar” i forhold til bestyrelsesmedlemmer i de selskaber der revideres. I Sverige er man allerede langt fremme med at implementere denne anbefaling.
Om det kommer tids nok til at hjælpe PWC i Sverige er dog uklart. PWC skal forsvare sig mod et søgsmål på 1,5 milliarder kroner i ProSolvia sagen. Sagen har været flere års undervejs og afgøres formodentlig her til foråret. Havde EU forslaget været gældende lovgivning har loftet på dette søgsmål været 100 mill. kr.
Nu har PWC så fået en ny sag, denne gang i Indien – Satyam. I den hjemlige andedam er den sag blevet benævnt Indiens IT Factory, men den ser ud til at have helt andre proportioner og konsekvenser. Her er der begået regnskabssvindel på mere end 1 milliard US Dollars, og 2 af PWC’s partnere er blevet sat i fængsel i den forbindelse. Det er angiveligt årsagen til at PWC’s globale chef, Sam DI Piazza udebliver fra DAVOS konferencen i år. Han er i Indien for at rede trådene ud. Det særlige i den sag er at der mangler en milliard USD i bankindeståender. Et forhold som udenforstående har svært ved at forstå at revisionen kunne overse.
I den forløbne uge kom så to yderligere nyheder der må vække stor bekymring i revisionsbranchen. Den ene sag (E.S. Bankest) vedrører BDO (verdens 5. største revisionsfirma) der ved retten i Miami er sagsøgt for 170 millioner USD. Den anden sag vedrører Deloitte og er en udløber af den gamle Parmalat skandale. I Parmalat sagen var aktiverne 16 milliarder dollars overvurderede. Sagsøgerne mod Deloitte har indstævnet både det lokale Deloitte firma, men også Deloitte Touche Tohmatsu (DTT). Deloitte havde forsøgt at få dommeren til at afvise sagen mod DTT. Det har dommeren nægtet. På tilsvarende måde har dommeren ved retten i Miami tilladt inddragelse af den koordinerende BDO enhed i E.S. Bankest sagen.
Dermed rejses det spøgelse der hedder ” Cross border liability”. Hvis det blev gældende retspraksis kan revisionsfirmaerne, der netop har gjort en dyd ud af at være ét firma brandmæssigt men mange små separate kasser indadtil, frygte domino kollapser. For nogle år siden røg GrantThorntons (GT) italienske medlemsfirma ned, også på grund af Parmalat sagen. Men resten af kæden bestod fordi man godt kan klare sig uden tilstedeværelse i Italien og netop fordi de andre GT firmaer ikke hæftede.
Da Arthur Andersen blev lynchet af U.S. Department of Justice efter direkte ordre af præsident George W. Bush og derfor disintegrerede i mange små dele der blev opslugt i de andre netværk, besværliggjortes sammenslutningerne af frygten for cross-border liability. Det er værd at bemærke at i efterråret 2007 blev den globale koordinerende enhed i Arthur Andersen, AWSC opløst ved solvent likvidation ved skifteretten i Genevé. At det kunne lade sig gøre var alene fordi det var lykkedes Andersens advokater at afværge samtlige forsøg på at gøre ”cross- broder liability” gældende. Så alle spøgelserne fra 2002 blev manet i jorden. Men nu kommer så to nye afgørelser på det værst tænkelige tidspunkt.
Så lige som man troede at kunne komme i læ af EU kommissionens forslag om begrænset ansvar, kan disse afgørelser og den vrede hos aktionærer som den igangværende finanskrise har skabt vise sig at udgøre optakten til en kamp på liv og død for branchens store aktører.
1(europa.eu/rapid/pressreleases)