Denne blog er stærkt inspireret af uddrag fra bogen ”Zero Sum World” som Gideon Rachman har udgivet i november 2010. Gideon Rachman er senior udenrigspolitisk kronikør for Financial Times. I bogen leverer han en tankevækkende analyse over det som man kunne kalde ” mega beliefs” i de sidste to årtier, og hvorfor disse læresætninger nu er udfordret. Det er ikke opmuntrende læsning, men her op til et nyt år giver det en læseren bestik af den udvikling som er foregået og som venter os. Derfor slog det mig som en passende refleksion lige inden års skellet passeres.

Det er blevet kaldt den vestlige verdens ”The Age of Optimism” – en æra hvis start blev påbegyndt med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og hvis afslutning blev markeret ved Lehman Brothers kollaps i 2008.

Før æraen havde verden været delt i to konkurrerende lejre – en kapitalistisk og en kommunistisk. Og verden var opdelt i en lille gruppe rige lande og en meget større gruppe af fattige lande. Med Sovjetunionens kollaps var der nu kun et økonomisk system, og i de næsten 20 år som ”The Age of Optimism ” varede, var der en tro på at globaliseringen kunne medføre stigende velstand for alle lande og en fredelig verden. Med kollapset af Lehman Brothers er dette ”win-win” scenarie afløst af en opfattelse af et nul sums situation. Det ene lands vinding er det andet lands tab. Nu opfattes væksten i fjernøstlige lande at ske på bekostning af arbejdspladser i de vestlige lande.

The ”Age of Optimism” kan karakteriseres ved nogle fælles opfattelser som herskede i denne periode.

Fælles opfattelser

1. Troen på demokratiets fremmarch – med Sovjetunionens kollaps, fremstod de vestlige demokratier som den store sejrherre. Nu var det kun et vindende system. Det system skulle alverdens lande tilegne sig.
   
   
2. Troen på markedskræfternes sejr over nationalstaterne-uden den politiske rivalisering mellem de to systemer, var nationalstaterne blevet mindre relevante. Nu var det markedskræfterne som regerede i hele verden; også i den del der før havde været kommunistisk.
   
   
3. Troen på teknologiens evne til at frembringe velstand, demokrati og globalisering – i denne æra vandt Pc’en og Internettet global udbredelse og fremstod som et kerne element i udviklingen af velstand og demokrati.
   
   
4. Troen på ”demokratiernes fred” – med stigende demokratisering og velstand ville risikoen for konflikter mellem lande blive mindsket.
   
   
5. Troen på USA’s militær som verdens fredens garant.

Da Obama blev valgt som præsident i slutningen af 2008 var hver af ovennævnte 5 troer blevet rystet i deres grundvolde.

1. Troen på demokratiets fremmarch var blevet rystet af oplevelserne i Irak og Afghanistan, men også af en forstærket tro på autoritære systemer som følge at Kinas fremgang.
   
   
2. Troen på markedskræfterne blev alvorligt rystet af først den finansielle krise i 2008 og dernæst af den efterfølgende økonomiske krise – markedskræfterne havde helt åbenbart ikke forstået at identificere og prisfastsætte risici- og derved var hele den udviklede verdens bærende systemer i reel fare for at styrte sammen. Kun nationalstaterne (centralbankernes) indgriben forhindrende et totalt sammenbrud.
   
   
3. Troen på teknologien som løsen på alverdens problemer var blevet rystet af manglende fremskridt på forskelligartede områder så som de uløste udfordringer vedrørende klimaforandringer og de højteknologiske våbens manglende evne til at vinde kampen mod guerillakrigere og pirater i flere lande.
   
   
4. Troen på ”demokratiernes fred” var blevet rystet af blandt andet Sovjetunionens invasion af Georgien i efteråret 2008 og Kinas stadig mere aggressive fremfærd i dets territoriale uoverensstemmelser med Indien og Japan.
   
   
5. Troen på USA som verdens politimand var blevet svækket af et nu snart 9 års udsigtsløs engagement i Afghanistan, der tilmed, sammen med Irak krigen havde medført en økonomisk belastning af USA af et så stort omfang at få tror på USA’s evne til at involvere sig i yderligere større konflikter foreløbig; USA har ganske enkelt i længere råd til at betale gildet.

I den æra som nu er påbegyndt er den overskudsmentalitet som tidligere kunne bringes i spil til at løse internationale problemer ikke længere tilstede. Landene isolerer sig og peger på andre lande som årsag til deres egne problemer. Således f.eks. USA’s påstand om den ” kunstig lave” yuan kurs som en årsag til USA’s økonomiske problemer. Kineserne svarer igen med beskyldninger om at USA’s økonomi er i kaos, som følge af uansvarlige politikker. Denne dårlige tone i dialogen smitter af på andre områder, som f.eks. klimaforhandlingerne mellem USA og Kina der er endnu mere fastkørte end de var sidste år ved COP15 i København. Mere bekymrende er det stadig stigende trusselsbillede som begge landes militærkomplekser ser hos modparten. Der kan opremses andre eksempler på overgangen fra win-win til nul-sum mentaliteten. Euro krisen og synes i nord og syd Europa på årsager og løsningsmuligheder er et eksempel herpå.

Hvilke udfordringer tegner sig så i tiden efter ”The Age of Optimism”. Det gav Obama et bud på i den tale han gav ved FN forsamlingen i september 2009.

• Ekstremister der skaber samfund der lever terror i dele af verden
  
  
• Konflikter som varer i årtier
  
  
• Folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden
  
  
• Flere og flere lande der besidder atomvåben
  
  
• Afsmeltningen af is fra polaregnene
  
  
• Kronisk fattigdom og pandemiske sygdomme

Hertil kunne man tilføje handelskrige, fejlslagne nationalstater, stigende priser på mad og olie, stigende flygtninge strømme og illegal indvandring og stigende international organiseret kriminalitet.

Desværre betyder en svækket USA at det er mindre sandsynligt at verden kan imødegå disse udfordringer effektivt og derfor stiger risikoen for krig samt økonomiske og miljømæssige kriser. Uden en sand global supermagt er vilkårene for konfliktløsning i multinationale, multipolære fora stærkt reduceret – det var læren fra COP15. Det var ikke BRIK landenes sejr – det var USA’s nederlag. Og det var en dårlig nyhed for os alle.

Det tilbageslag som de 5 fællesopfattelser har lidt, gør at risikoen for en modreaktion imod dem er forøget og måske endda sandsynlig i det kommende årti. Der er ikke længere en blind tillid til at tingene kun kan blive bedre i fremtiden – på en fortsat uafbrudt fremgang.

Men det er vigtigt at huske at i de sidste tredive år har hundredevis af millioner mennesker oplevet både stigende frihed og velstand skabt af udbredelsen af Vestens ideer om demokrati og kapitalisme. Et tilbageslag imod frihandel, globalisering og demokrati vil i givet fald medføre øget risiko for konflikter, mindre velstand og mindre frihed til verdens befolkning.

Ser man tilbage på de sidste 150 år ser man dog at gang på gang har kreativteten og standhaftigheden af de liberale demokratier og de frie markedskræfter vist en overlegen evne til at klare udfordringerne- og det vil de helt sikkert også gøre i fremtiden. Så mens de næste ti år gør at vi skal holde på hat og briller, skal vi gøre som briternes motto under anden verdens krig tilsagde: ”Keep calm and carry on”.